Udskiftning i toppen hos B&O
Jim Hagemann Snabe, næstformand for bestyrelsen i Bang & Olufsen A/S, forlader posten.
Han har meddelt selskabets bestyrelse, at han ikke søger genvalg ved udløbet af hans valgperiode ved Bang & Olufsens næste ordinære generalforsamling den 13. september 2017.
Indtil da vil Jim Hagemann Snabe fortsætte som næstformand, og han har tilbudt efterfølgende at indtræde som ekstern rådgiver indenfor teknologi og innovation.
Kronprins i Siemens og mulig formand i A.P. Møller - Mærsk
Jim Hagemann Snabe blev tidligere på året officielt indstillet som ny bestyrelsesformand i den tyske industrigigant Siemens.
Snabe sidder allerede i bestyrelsen som menigt medlem. Men efter planen overtager han pladsen for bordenden i forbindelse med næste års generalforsamling.
Samtidig står Jim Hagemann Snabe til at blive formand for A.P. Møller - Mærsks bestyrelse. Han blev udpeget, da selskabets mangeårige formand, Michael Pram Rasmussen, valgte at træde tilbage i februar i år.